Hvalpen fra Dyreværnet var døden nær
ALF SPREDER GLÆDE PÅ PLEJEHJEMMET
Alf var den mindste af 18 vanrøgtede hvalpe, Dyreværnet fjernede i november 2012. I medierne og på internettet fulgte talrige læsere hans kamp for overlevelse. I dag er den lille charmetrold kommet sig fuldstændig og spreder glæde omkring sig, blandt andet på det lokale plejehjem, når han er med sin ’mor’ på arbejde.
For lidt over et år siden svævede Alf mellem liv og død. Den ni uger gamle hvalp lå svag og afkræftet, da Dyreværnet fjernede ham og hans 17 søskende fra deres ejer på Nordsjælland. Den lille hvalp var helt apatisk, dehydreret og undernæret, med betændte bylder på hals og i lysken efter bid fra de andre hunde.
I dag tager Alf logrende imod i sit nye hjem i den midtjyske by Kjellerup. Stolt og glad fremviser han sit kæreste legetøj, en gummikylling fra børnene i den midlertidige plejefamilie, der passede ham, mens han kom sig på Dyreværnets internat i Rødovre. Men hvor kyllingen i dag er i en sørgelig forfatning, kan man ikke se eller mærke på Alf, at han fik den værst tænkelige start på livet. Tværtimod.
– Han er altid så sjov og glad. Man kan se på ham, når han er ude på spilopper. Han skal lige se nye mennesker an i starten, men så er han utrolig tillidsfuld og opsøgende, siger Kia Konnerup, der er sygeplejestuderende og sammen med sin kæreste Morten Pedersen blev de heldige, nye ejere af Alf i december 2012.
Alfs historie fik stor opmærksomhed i medierne, og efter artikler i lokale og landsdækkende aviser og ugeblade eksploderede interessen for den lille hvalp på Dyreværnets facebookside, hvor talrige, bekymrede læsere fra hele landet fulgte den lille fighters fremskridt. Det var netop på en facebook-gruppe at Morten og Kia så Alf første gang.
– Vi havde snakket et halvt års tid om at få en hund, og havde egentlig bestemt os til at få en golden retriever fra en opdrætter. Men så viste Morten mig opslaget med Alf og sagde: ’Det kunne være, det skal være nu. Skal vi ikke have ham her?’
På billedet kiggede Alf ind i kameraet med store, brune øjne, tungen ud af munden og en stor hvid halskrave på. Det unge par var solgt med det samme og kontaktede Dyreværnet. Efter en udvælgelsesproces hos Dyreværnet kunne de få uger efter køre den lille hvalp hjem fra Sjælland.
Spreder glæde på plejehjemmet
Alf er en rigtig humørspreder. Det oplevede personalet hos Dyreværnet, hvor han smeltede alles hjerter med sit ukuelige, glade sind. Det gør han stadig væk, og hans charme kommer blandt beboerne på det lokale plejehjem i Kjellerup til gode. Når Kia hver tredje uge arbejder som vikar på plejehjemmet, har hun som regel Alf med.
– Han følger med mig rundt, hilser på beboerne og snuser lidt rundt. Man kan se hvordan beboerne lyser op, når de snakker med Alf. De fleste af beboerne kommer fra landet, og mange har haft hunde hele livet. Og Alf nyder al den opmærksomhed.
Inge Hansen er en af de beboere, der med jævne mellemrum får besøg af Alf.
– Det er dejligt. Han går bare lige så stille rundt, siger hun og stikker Alf endnu en godbid. Dem får han mange af i løbet af en arbejdsdag på plejehjemmet. Foruden en masse gode madrester efter middagsmaden.
– Han har det mest udtryksfulde ansigt, især på grund af hans store ører, som han kan vende i alle mulige retninger, fortæller Morten hjemme i parrets stue.
Som på kommando kigger Alf op og løfter ørerne ved lyden af sit navn. Så lægger han dem helt tilbage og gør sig til, da han får kontakt med Morten. Glad kommer han løbende hen for at blive kælet. Han havde ellers ”sat sig til rette” i sofaen. En lille, charmerende unode, han har.
– Han ved ellers godt, at han ikke må være oppe i sofaen. Derfor sniger han bare bagdelen op og står med forpoterne på gulvet. Hvis man siger noget, kigger han bare uforstående og helt uskyldigt tilbage, griner Kia.
—
Nina fra Dyreværnet:
JEG GLEMMER ALDRIG ALF
– I alle de sager, jeg har været ude til, har jeg aldrig før oplevet, at en hvalp ikke kiggede op, logrede eller løftede ørerne, når man talte til den, fortæller Nina Amdi Carlsen, der er udrykningsleder hos Dyreværnet. Hun var alvorligt bekymret for, om Alf ville overleve.
– Men han var vores lille, seje gut, der vandt alles hjerter. Jeg har altid haft et blødt punkt for de svageste, og han var virkelig lille. Den mindste i kuldet.
Alf fik hurtigt ’særprivilegier’ på internatet, hvor han fik lov at ligge på en pude på kontoret og komme sig.
– Han charmerede alt og alle, også på facebook, som vi opdaterede mindst hver anden dag, så folk kunne følge med i hans fremgang. Der var virkelig stor interesse for Alf.
Den dag, han blev hentet af Morten og Kia, husker Nina som en vemodig, men glad dag, hvor de fleste på Dyreværnet fik tårer i øjnene.
– Alle elskede Alf, så det var virkelig svært at sige farvel, men de passede også bare perfekt. Jeg får et forhold til alle de dyr vi redder, men jeg vil aldrig glemme den lille ’put’, der lå på sin pude i kontoret, siger Nina.